Daniels blog

Endelig! Efter en livslang rejse, kan Roland endelig se slutningen på sin rejse imod det mørke tårn. Roland og Eddie må redde Susan fra den dæmonfødsel, Mia har tvunget hende med til. Efter strabadserne, samles Ka-teten igen, og de skal ud på den sidste, og ikke mindst farligste, del af deres rejse. På vej til Devar-Toi, får de følgeskab af John Cullum. Han vil hjælpe dem på deres mission. Han er en del af en gruppe mennesker, som med mentale evner ødelægger strålerne, som holder tårnet oppe. Rolands Ka-tet må se overmagten i øjnene, infiltrere Devar-Toi, og stoppe ødelæggelsen af de to sidste stråler. Hvis ikke det lykkedes, så vil det Mørke Tårn vælte, og alt vil være tabt. Roland indser også hurtigt, at dette vil blive starten på en række hændelser, som vil splitte hans Ka-tet for altid.

Udover at skulle rede tårnet, så må Ka-teten reder Stephen King reddes fra en trafikulykke, da han har en vigtig opgave at gøre færdig. Mordred, Susannahs dæmonbarn, er hele tiden i hælende på dem, og agter at dræbe Roland med sine overnaturlige kræfter. Og alt dette fordyber sig i Ka-teten så meget, at de ikke længere er sikre på, at de alle vil overleve. Noget der bliver mere og mere tydeligt, jo tættere de kommer tårnet. Og Roland må stille sig selv disse spørgsmål: Vil han være i stand til at besejre den PurPur farvede konge, som startede hans rejse, og hvad er det, som gemmer sig i det øverste rum af tårnet? Hans skæbne, svaret på alt, slutningen eller begyndelsen?

Det Mørke Tårn, er den sidste bog, i denne nærmest episke serie. Den er også den tykkeste af bøgerne. 888 sider. Det har taget Stephen King 22 år at nå til dette sidste bind, og det kan godt mærkes. Igennem serien er der forskellige fortællerstile, og personerne ændre sig markant undervejs. Og det er ikke fordi rejsen former dem, men fordi at han ændre mening om, hvordan de skal være. Men i de sidste tre bøger, er han blevet bedre til at lade dem være konsistente. Han fastholder læseren i et jernfast greb, og skynder sig ikke mod slutningen, men prøver så vidt muligt at besvare alle ubesvarede spørgsmål. Der er steder der trækker ud, og som kan virke som fyld, men det giver også til illusionen om, at rejsen føles uendelig. Der vil blive udkæmpet slag, blive grædt og være lettelse, i dette sidste bind, som sætter alt på et fad, og ender i sidste ende med at levere. For man vil virkelig gerne vide, om Roland når tårnet, og hvad der egentlig gemmer sig derinde, selvom at forfatteren selv advare, at det ikke vil blive en lykkelig slutning, hvis man går derop. Den får ★★★★★★

Susannah er forsvundet, og hendes kidnapper er mia, datter af ingen, og en ny personlighed, til den splittede susannah. Hun er taget til new York i 1999, for at føde sin baby. Et barn, som viser sig at være yderst farlig. Susannah prøver imens at få kontakt med Eddie, og finde ud af hvem mia egentlig er. En historie, som viser sig, at fortælle mere, end hvad susannah ønsker at høre. Jake og callahan er på jagt efter dem, men de indser hurtigt, at det måske ikke vil lykkes dem, at nå susannah, før barnet bliver født. Eddie og Roland lander i meis, i året 1977. Her kommer de i baghold, og må flygte. Efter at have fundet tower, og gjort den handel, som de er blevet lovet, tager de hen til en bestemt forfatter. En forfatter, som viser sig, at være mere vigtig, end tidligere betegnet. Og som har skabt mere, end bare callahan.

Den bedste bog indtil videre. Stilen er den samme som før, men karakterene er mere troværdige, samt deres måde at reagere på. Den er mere kryptisk end de andre, og man skal holde tungen lige i munden flere steder. Skiftene imellem figurenes historie fungere rigtig godt, og fader callahan passer godt ind i den nye katet. Og så fungere det godt, med hvordan King skriver om sig selv. Specielt dagbogen til sidst er god. Og det ser sort ud, eftersom den ender brat, som optakt til den sidste bog. Dog skal det siges, at der flere steder, er noget vigtigt information, som ikke bliver forklaret ordenligt, hvilket er lidt ærgeligt. Og forklaringen på susannahs baby, er lidt vandet. Men ellers en rigtig god bog. Den får ★★★★★★

Roland, Susannah, Jake og Eddie kommer til byen Calla Bryn Sturgis. Her møder de præsten Callahan, som oprindeligt kommer fra New York. Byen bliver hvert 23. år, angrebet af nogle kriger på heste kaldet: Ulvene. De har brug for tvillinger, og indbyggerne kan kun føde tvillinger. De vil derfor gerne have revolvermændene til at bekæmpe Ulvene. Og det går hurtigt op for Roland, at hvis de skal have noget håb om, at nå tårnet, så må de hjælpe byen. Specielt efter at Callahan afsløre, at han ligger inde med den mægtigste af alle glaskuglerne, sorte tretten.

Det viser sig hurtigt, at der er mere på spil, end bare nedkæmpningen af Ulvene. Susannah er gravid med en dæmon, og Mia, datter af ingen truer med at overtage hendes sind. Jake opdager, at der er nogen i byen, som prøver at hjælpe Ulvene med at få fat i børnene. Ulvene bærer på en hemmelighed, som går tilbage til Ka-tens fortid. Og Callahan har mere tilfælles med revolvermændene, til at det bare kan være tilfældigheder. De får hele hans historie, og det går op for dem, at rosen på byggegrunden er i fare, og at de må have Callahans hjælp, for at rede den. Hvad Callahan ikke ved, er at flere millioner mennesker kender til hans gerninger imod en type et vampyr i Salem’s Lot, fra bogen De dødes by, af en meget kendt forfatter. Det ser ud til, at deres største prøvelse nogensinde, vil risikere at ende deres rejse for altid.

Det femte bind i serien er faktisk ret så vellykket. Det er specielt godt at se, at der ikke er tale om et langsomt bind, ligesom i fireren. Sproget er blevet lidt bedre, og der er ikke så mange underlige personligheds skift som før, men de er stadig til stede. I starten er man lidt irriteret over, at rejsen skal forbi Calla, men efter lidt tid forstår man, at det faktisk er et vigtigt sted. Og opsætningen af de mysterier, og handlingsforløb, som tørner sammen til sidst er ret så godt lavet. Et minus er dog Callahans historie. Selvom at den er vigtig, så er der desværre tale om samme problem, som i forrige bind. Flere steder går den i stå, og man føler at det er ligegyldigt det man læser. Dette er træls, da hans historie fylder lidt over en fjerdedel af bogen. Man vil bare gerne se hvordan de vil klare sig imod Ulvene. Hvilket er en anden skuffende ting. Efter at have lagt op til det endelige slag i ca. 730 sider, så er slaget overstået på knap 20 sider, hvor selve kampen vare omkring 10. Det bliver spændene sat op, men alt for hurtigt afhandlet. Tilgengæld er det en god cliffhanger der kommer til sidst. Den får derfor★★★★★★

Jake, Eddie, Susannah og Roland har besejret monorailtoget Blaine. De er nået frem til byen Topeka, som til forveksling ligner Topeka i Kansas. Her vælger Roland at fortælle om sin fortid, som de andre længe har villet høre. Da Roland var fjorten, blev han Revolvermand. Han skulle så, sammen med vennerne Cuthburt og Alain. De tager til Mejis, for at tælle op, til Baroniet, som skulle bekæmpe Farson, den gode mand. Her møder Roland Susan, som han forelsker sig i.

Roland & Co. finder hurtigt ud af, at Mejis ikke har rent mel i posen. Noget tyder på, at indbyggerne holder med Farson, og at de vil ha drengene ryddet af vejen, før de opdager noget. Til Cuthburts og Alains irritation, så vil Roland hellere elske med Susan, end løse sin opgave, og et endeligt opgør er under opsejling, da lejesoldaten Jonas planlægger at dræbe borgmesteren, og skyde skylden på drengene.

Det fjerde bind er lidt af en skuffelse, i forhold til det tredje. King har ikke rigtig forstand på at skrive om kærlighed(Det skriver han i efterskriften), og det kan tydeligt mærkes. Han bruger over halvdelen af bogen med at skrive om Rolands og Susans forhold. Godt nok er det en vigtig ting i Rolands liv, men det fylder alt for meget. Samtidigt ligger han hele tiden op til det endelige opgør, som man gerne vil hen til. Dette trækker meget ned. Heldigvis er det underlige og specielle tilbage, og King fletter igen ting sammen, fra tidligere bøger. Og så bliver barrieren mellem den midterste verden og vores endelig nedbrudt helt. Slutningen er ikke helt så hæsblæsende og spændene, som den i Ødemarken, men stadig god. Der er dog stadig tale om den kedeligste bog i serien. Det er kun på grund af de forskellige klimaks og opgør at den får ★★★★★★

Roland, Susannah og Eddie er nået til en skov, som ligger lidt nord fra stranden. Her komme Roland til hægterne, med medicin fra New York, og Eddie og Susannah bliver oplært som revolvermænd. Desværre begynder Roland at miste sin forstand, da han skabte et paradoks i forrige bog. Jake døde for hans hånd, men han mødte ham aldrig. Han slog skubberen ihjel, før han dræbte Jake i New York, så han kunne møde Roland. Det samme sker for Jake, i vores verden.

De må begynde deres rejse imod det mørke tårn, og finder strålens sti, som føre direkte derhen. Nu skal de prøve at rede Jake, krydse en ødelagt bro, komme igennem en uskadt igennem storbyen Lud, som er midt i en borgerkrig, og overliste toget Blaine, som er ude på at slå dem ihjel. Alt ser meget sort ud, men ilde ved de, at Lud gemmer på mere, end bare Blaine, som vil dem til livs.

Tredjebog har mere spændene steder end de to forrige. Men også mere langtrukne steder. Tilgengæld Er det meste med Jake ret spændene og syrerealistisk. Det fænger meget, og man vil gerne høre, hvor alt dette ender og føre til. Derudover er rejsen til Det mørke tårn blevet mere præget af, at målet nu er begyndt at blive en realitet. Men personerne reagere stadig ret underligt til tider, selvom at det er en anderledes fortællestil. Samtidig er der en del ligegyldige steder i bogen, som bare bremser handlingen, i stedet for at give den et pænt flow. Det skal dog siges, at de sidste 100 sider er meget spændene. Nok noget af det mest spændene, jeg længe har læst i en roman. Dette giver et stort plus, hvilket er grunden til, at den får ★★★★★★

Revolvermanden Roland bliver hårdt såret på en strand af hummeruhyrer, og mister fingre på højrehånd og nogle tæer. Dette går, at han er døden nær af infektion. Han har dog fået at vide af manden i sort, at han skal finde ledsager på stranden, som skal hjælpe ham på vej til det mørke tårn. Han finder en dør, frit svævende på stranden, som leder ind til vores verdens New York, i en anden tid. Her skal han finde Eddie, som er et narkovrag, den skitzofrene Odetta, som har en farlig personlighed, ved navn Detta, og en ukendt mand, som binder en masse sammen.

Roland må prøve at finde ud af, hvordan han skal få de udvalgte over i sin verden, og få dem til at hjælpe sig. Desværre viser det sig vanskeligere end som så. Han har ikke noget mad, hans partroner er vandskadet, og han sandsynligvis blodforgiftning, som snart slår ham ihjel. Samtidig viser det sig, at Detta Walker er mere farlig, end før antaget, og Roland og Eddie er i stor livsfare.

Denne bog er lige så underlig, og til tider langtrukken, som den forrige. Den har bare en stor plus side. For når Roland går igennem dørene, kommer han ind i hovederne på Eddie, Odetta og den sidste person. Han kan høre deres tanker, og endda styre dem, hvis det er nødvendigt. Dette er ikke bare genialt, det bliver brugt på en helt fantastisk måde, som blandet sammen med en masse mørke og håbløse situationer, gør det hele meget spændene. Der er stadig langtrukne kedelige steder, men man opdager, at det høre til historiens charme, da den stadig formår at fænge. Denne læste jeg over et halvt år, da der var meget der kom i vejen, men lige som den forrige, så har man nemt ved at huske, hvad der skete tidligere. Og det skal siges, at hændelserne i denne bog, plus den forrige, har vigtig betydning i de senere, hvilket er godt gjort fra Kings side. Man skal dog holde tungen lige i munden, da de detaljer, springer rundt. Ikke desto mindre er den bedre end den første, men får stadig ★★★★★★

I en verden, langt fra vores, går en revolvermand rundt i ørkenen. Han prøver at fange den mørke mand. Han har jagtet ham det halve af hans liv næsten. Han har mistet for meget til at dø i ørkenen nu, men samtidig er rationerne sluppet op. Selv i en mindre provinsby er der problemer. Revolvermanden bliver gang på gang udfordret af den mørke mand. Besættelsen af ham, driver revolvermanden frem, men det viser sig, at den mørke mand kun er første trinbræt, til det endelige mål: Det mørke tårn.

Da vandet slipper op, finder han en mellemstation. Her møder han drengen Jake, som er død i vores verden. Revolvermanden fortæller Jake at verden forandre sig. Der er noget, der får verden til at forandre sig, som sandsynligvis vil ende med at verdenen går under. Får at stoppe dette, må han til det mørke tårn. Jake tager sammen med revolvermanden efter Den mørke mand, og de bliver meget tæt knyttet. Revolvermanden erfarer dog dette: Hvis han vil nå den mørke mand, må han ofre drengen Jakes liv.

Jeg havde længe snakket om, at begynde på Det mørke tårn serien af Stephen King. Nu skulle det så endelig stå. Jeg læste den over en lidt lang periode, på 2 måneder, men fandt det nemt, at huske det sidste jeg læste, selvom der nogle gange gik et par uger. Det betyder bl.a. at bogen er skrevet glimrende. Den sørger for, at du ikke er i tvivl om, hvor henne i historien, du er. Fortællestilen er blandet, men klassisk King. Han har lavet en masse små kapitler, til de få større. Han beskriver tingene fint, men har til tider svært ved at holder verdens udseende på plads, og man tror, at han selv roede rundt i tingene. Figurene forandrer sig fint, men de reagere meget underligt på situationer, hvilket ikke er realistiske. Derudover er bogen meget langtrukken, taget i betragtning af at den kun er lidt over 300 sider lang. Mange vil nok syntes, at bogen er underlig, og forvirrende, men det er en slags prolog, til hele serien på syv bind. Hvis man har det i baghovedet, er den faktisk ret god, og den har sine spændene øjeblikke. Den er ikke en must read, men den er første kapitel i serien, og resten er forvirrende uden. Den får ★★★★★★

Hej igen. Her kommer endnu en opdatering, og jeg lover, at det bliver den sidste det næste lange stykke tid. Som I nok har opdaget, så har jeg opdateret dagens gang, helt op til d. 21. Januar. Det var den sidste jeg fik skrevet i 2010. Dem kan I frit læse. Jeg har også fået skrevet generelle ting færdigt, som omhandler januars store begivenheder. De mangler kun billeder og tags, og så bliver de smit op på bloggen. Samtidigt er jeg i gang med at læse serien “Det mørke tårn”, og har også anmeldt bog 1-4. Disse mangler også bare billede. Når det er gjort, hvilket nok bliver imorgen, så mangler jeg kun at opdatere mine biobilletter og anmelde alle filmene. Dette kommer til at tage tid, men kig endelig ind i anmeldelser en gang imellem, for at se om den næste film i rækken er blevet anmeldt. Og lige til sidst, så har jeg i lang tid arbejdet på en episk playliste, med storslået musik. Den er stadig under udvikling, men den er smidt op på bloggen under Min musik. Her vil jeg efterhånden smide playlister op, som i kan studere. Jeg vil dog ikke uploade sangene for jer, da jeg ikke har fået tilladelse til det. Så det rykker fremad med bloggen, og den næste opdatering kommer, når jeg ikke mangler andet end at anmelde spil, hvilket vil sige at filmene er anmeldt:) Sesern

Fillip lider af en ukendt og uhelbredlig sygdom, som vil ende med at tage livet af ham. Hans forældre nænner ikke at fortælle ham det, men han regner det efterhånden ud. Natten efter hans fødselsdag kommer der tre skjalde for at hente ham. De kommer fra et land, som ligger på den anden side af en lang bro, der i virkeligheden er et maleri.

Fillip finder hurtigt ud af at der er tale om en anden verden, hvor at selve døden fortæller ham, at han skal gå sin skæbne i møde.

Jeg blev så færdig med Bjarne Reuters Shamran. Den er god nok, men så heller ikke mere. Det er et interessant univers han har fået skabt, og det kunne godt tænkes at han har lånt nogle ideer hos Tolkien. Universet er godt bekrævet, uden at overdrive beskrivelserne, og man får ret hurtigt en ide om hvordan verdenen ser ud. Historien er også ret god, og den har nogle spænde episoder, men de bliver ikke udnyttet nok. Slutningen er på den ene side ret god, og på den anden ret skuffende. Den onde kaldet “Ham” og Shamran skal kæmpe, men selv med alt det den ligger op til det, så finder kampen aldrig rigtig sted, og det er ærgeligt. Der er dog ikke tale om nogen dårlig bog, for jeg nød at læse den. Men med måden han skriver på, og de ting der sker, så kunne det godt nogen gange virke som om at det er en 6. klasses elev, som har fået en god ide.

Men kan man overleve det, så er der en god historie, som nok er en af de bedste danske bøger der er skrevet.. indtil jeg finder en anden:) ★★★★★★