Daniels blog

I året 2009 opdager nogle geologer, at soludbrud de seneste par år er blever kraftigere, og dette påvirker jordens kerne. Det ser hurtigt ud til at Mayanske kalender, som slutter d. 21. december 2012, har forudset denne hændelse, som vil ændre hele jorden for altid. Regeringen i USA får dette at vide, og i 2010 gør alle verdens overhoveder sig klar til at forberede sig på denne kommende katastrofe. De begynder at bygge nogle såkaldte “skibe”, som skal bruges til at sikre menneskehedens overlevelse. Og inden længe er det blevet 2012. Forfatteren Jackson Curtis er sammen med sine børn på camping ved Yellow Stone, verdens største slumrende vulkan.

Det vare ikke længe før at Jackson opdager, at regeringen har holdt en kommende katastrofe skjuldt for befolkningen. Han finder ud af at der eksistere disse “skibe”, som kan redde hans familie, ved at en skør mand i Yellow Stone fortæller ham at han har et kort. Han vælger at tage chancen, og køre hjem til familien og får dem fløjet imod sikkerhed, samtidig med at jordens skorbe begynder at bevæge sig og sætte en kædereaktion igang. Jorden sprækker og super tsunamier rejser sig og ændre landmasserne. Og for at gøre ondt værre, så skal de til Yellow Stone for at finde et kort, der viser hvor som viser hvor skibene er. Og verdens største slumrende vulkan er begyndt at vågne.

Det er Roland Emmerich(Godzilla og The Independence Day), som har intrueret 2012. En mand der er kendt for at have noget imod større forsamlinger af bygninger, og som mener at hvis noget er over 2 meter højt, så tigger det om at blive smadret. Han startede stille og roligt med at brænde storbyer af i The Independence Day. Bagefter smadrede han Manhatten til murbrokker i Godzilla. Senere oversvømmede og nedfrøs han den norlige halvkugle i The Day after Tomorrow. Nu har han så valgt at ødelægge hele verdenen, og intet er helligt. Selv Skt. Peters kirken i Rom bliver udslettet og kastet ned over de bedene katolikker.

I rollen som Jackson Curtis ses John Cusack(1408 og Con Air), og han gør det fortrineligt. Ikke noget med en helt, som nok skal få alle i sikkerhed, men derimod en desperat mand, som med frygten mejslet fast i ansigtet skal forsøge at holde sin familie i live. Og det er også ham man forholder sig til. Og hvis filmen skal have en badguy, så må det være Yuri Karpov, som bliver spillet af danske Zlatko Buric(Pusher 3 og Himmerland), bedst kendt for Tuborg reklamerne med fraserne: “Ut, af min kiosk”. Men ond er han dog ikke. Han hjælper bare ikke rigtigt andre.

Selve filmen høre under kategorien episk. Den har alt hvad man kan forlange af en katestrofe film. Spænding, humor, ødelæggelse og menneskelige konflikter. Specielt det sidste er der lagt stor vægt på i filmen, for er det overhovedet mennekseligt at holde jordens undergang skjuldt for befolkningen, når de kun har timer tilbage at leve i? Skal vi virkelig kun redde den rige befolkning, og ikke kæmpe for hinanden? De spørgsmål går igen gennem hele filmen, og det er det der får den til at fungere så godt. Selvfølgelig er der klicherer i sådan en film, og man kan måske mene at slutningen er lidt lang, og at man har set det før, men det er også det der er at sitte fingre på. Filmen er spændene de steder hvor klicherne træder frem, og man sidder på kanten af sædet og tager sig selv i at råbe: “Kom nu. Klar den!” Og så er katestrofescenerne noget af det flotteste, episke og mest spændende der nogen sinde er smækket op på et lærred. Den står som min absolut farvorit film til alle tider.

Den får ★★★★★★+

Ebenezer Scrooge er en nedrig og gammel gnier, som kun har sans for en eneste ting. Penge. Hele hans liv omhandler en god forhandlig, og alt andet kunne ikke være ham mere ligegyldigt. Og værst er det da også når juletiden kommer. Alle er gavmilde og giver “frivilligt” afkald på deres penge og sunde fornuft. Spræde hygge og glæde omkring sig, og til hvilken nytte? For at have det rart. Humbug er hvad Scrooge har at sige til det. Og siden at hans medpartner Jacob Marley døde, har han kun lukket sig selv mere inde. Han behandler sin familie, som var de en pestilens og han underbetaler sin medhjælper Bob Cratchit. Hvis det stod til Scrooge, så skulle julen slet ikke eksistere.

Men juleaften bliver han hjemsøgt af Jacob Marley. Han er i stor pine, og er dømt til at vandre rundt i kosmos for evigt, fordi at han var mindst lige så nederdrægtig som Scrooge er. Han fortæller at Scrooge er dømt til at lide samme skæbne, når det engang bliver hans tur. Han vil aldrig finde hvile, hvis ikke han snart ændre sig. Derfor får han en sidste chance. I løbet af tre nætter vil han få besøg af tre ånder. Fortidens juleånd, nutidens juleånd og fremtidens juleånd. De vil tage ham på en rejse, som skal lære Scrooge hvad julen egentlig handler om.

A Christmas Carol er instrueret af Robert Zemeckis(Tilbage til Fremtiden og Polar Expressen), og han har valgt at tage det gamle juleeventyr op. Og man skal heller ikke forventer de store overaskelser i filmen, for vi kender alle historien og slutningen. Så intet nyt under himlen der. Til gengæld har han valgt at lave den som computeranimeret film, og man er sikker på at denne ide nok skal holde. Han gjorde det godt med Polar Expressen, så han har forstand på teknikken. Og dette giver da også mere frihed hvad handling angår, for han kan gøre ting, man normalt ikke ville kunne gøre, hvis det var en live-action film.

Og som Ebenezer Scrooge ses ingen anden end Jim Carrey(The Mask og Bruce den Almægtige), og han har fået sin sag for. Han skal spille hele 8 roller i denne film, hvilket han gør med glans. Han får adskilt figurene sådan, at det lige så godt kunne have være spillet af forskellige skuespillere, og alligevel hænger de så godt sammen, at man kan fornemme at det egentlig er samme person. Nytænkningen i filmen holder, og man bliver godt underholdt. Den er mere tro til den originale historie, og også mere dyster. Man skal dog ikke forvente en fantastisk film, som overasker. Det er skam bare en remake af det gamle eventyr, men jeg må dog sige, at det nok er en af de bedste tolkninger af eventyret.

Den får ★★★★★★

Clyde Sheltons kone og barn blive brutalt myrdet for øjnene af ham, og han kan intet gøre for at stoppe det. Senere finder politiet de to skyldige, og advokaten Nick Rice skal så prøve at få dem dømt. Desværre kan han kun lave en aftale med den rigtige morder, så han får 5 år, og den anden hånlanger får dødsdom. Det vil Clyde ikke gå med til, men Nick har allerede arangeret det. 10 år efter skal den dødsdømte så henrettes. Men noget går galt, og han lider en grufuld død. Kort efter finder de den anden mand, som kun fik 5 år, brutalt myrdet, og opskåret i mange dele. Nick finder hurtigt den skyldige. Clyde Sheltons.

Clyde kommer bag tremmer, og Nick skal så forhøre ham. Clyde går med til at ærkende sig skyldig, og Nick tror at sagen er slut. Men Clyde advare om at flere folk vil dø, og denne gang er det folk ansat i retssytemet der står for skud. Og det vare heller ikke længe før at advokater, dommere og politimænd begynder at dø. Clyde vil hævne sig på det ikke retfærdige system, og få det til at synke i grus. Nick skal nu tage stilling til om han vil gå ind for Clydes krav, eller om han vil prøve at stoppe ham. Problemet er bare, hvordan stopper man en morder, der allerede er bag tremmer?

Det er F. Gary Gray(The Italian Job og Be Cool) har intrueret filmen. Han laver for det meste musikvideoer, men han er ikke ligefrem grøn til at lave film. For han her lavet en fremragende film. Og med Gerard Butler(Gamer og 300) som Clyde og Jamie Foxx(Stealth og Miami Vice) som Nick, har han skabt en fantastiks konflikt mellem to mænd, som egentlig begge har gode pointer. Selve handlingen er hurtigt fastlagt, men den er ikke sørlig forudsigelig, hvilket er godt. Og hvis man kigger meget efter, så vil man se, at Gary måske ufrivilligt har lånt lidt fra Saw serien. Måden de små fæller og dødsfald fungere, designet af en mand der intet har at miste, og som søger retfærdighed.

Hvis man skal beskrive denne film, så er det nok en mildere og større udgave af Saw. Den er meget dyster og mørk, men den går ikke til grænsen. Den holder igen på sig selv, og prøver derimod at sælge filmen på spæningen. Vil det lykkeds Clyde at styrte retsystemet i grus? Dette gør den også udemærket, men der er dog et par fejl. Filmen sætter ikke så meget fokus igen på, at vise forløbet ordenligt. Man mister tråden et par gange, og det er ærgeligt. Og slutningen er ikke som den burde have været. Filmen leder op til en stor afslutning, og det levere den desværre ikke. Men når det er sagt, så er der tale om en film, som hurtigt definere persongalleriet, har en fantastisk historie og gør det som man sjældent ser. Den får en til at holde med Clyde, og ikke med Nick, som egentlig burde være den gode. Dette er et stort plus.

Den får ★★★★★★

I weekenden hentede jeg to demoer, som skulle vise sig at være mere end bare lovende. Vi starter med den “mindst” lovende af de to spil.

Ratchet and Clanl: A Crack in Time er efterfølgeren til Tools of Destruction og Quest for Booty. Crank er tilsyneladende blevet kidnappet af zonierne, og Ratchet må så ud for at finde sin lille metal ven. Historien i sig selv er dybere, men jeg vil dog ikke komme nærmere ind på den her. Jeg vil derimod kaste et blik på demoen. Og man skal ikke forvente at man får en fyldest gørende optegnelse om hvor henne i spillet man er og hvad selve handlingen er på planeten. Demoen kaster dig ud i et par missioner med det samme, og det eneste du ved er at du skal besejrer nogle onde rumvæsner. Men det er jo heller ikke historien der er vigtig i en demo.

Hvis man har spillet de to foregående spil, eller måske endda de tre første, så vil man føle sig hjemme ved styringen. Der et par enkelte ændringer, men heldigvis lære man dem hurtigt. Og det ser også ud til at de velkendte våben er endnu mere ekstreme end før. På den korte demo må jeg indrømme, at man får det indtryk at Insomniac har knivet balderne sammen for at skabe en storslået afslutning på denne triologi. Og det hele virker også til at fungere. Selve graffiken er sindsyg flot, og man får næsten følelsen af at spille en animations film. Det skal lige siges at spillet er delt op i to. Man spiller som Ratchet på jagt efter Clank, og så spiller man Clank på mission for at stoppe Dr. Nefarious for at bruge universets ur til at ødelægge galaksen. Der er to demoer, en med Ratchet og en med Clank. Desværre virker demoen med Clank ikke.

Du kan se traileren for Clanks del her

Traileren for Ratchets del kan du se her

Dernæst er der det mest ventede spil i længere tid. Jeg hentede nemlig demoen til God of War III, og for at gøre det skal man have en kode, som man får på mail at playstation network. Og når det er gjort, så er det bare den ene fede oplevelse efter den anden. Kratos er i gang med at føre krig med titanerne mod guderne. Og i demoen er han igang med at hjælpe en titan med at få flækket solguden Helios. Her må Kratos kæmpe imod horder af fjender og komanderende kentauere, som får fjenderne til at angribe mere taktisk. Senere står den på kyklober og Kimerærer. Demoen er proppet til randen med fjender og kampe, så man virkelig får en fornemmelse for hvad det rigtige spil vil indeholde.

Hvis man har spillet de to foregående spil, vil man hurtigt opdage at styringen er den samme, og at der ikke er så meget nyt i kampsystemmet. Og dog, for nu kan man skifte imellem våbene, imens man bruger dem. Dette giver mulighed for interessante kombinationer af våben, så man kan variere sin taktik. Blandt de nye våben er også cestuserne(Ja, ordbogen.com kunne ikke oversætte Cestus, men her kan du læse om dem man engang brugte). Det er store “handsker”, med løvehoveder på. Med dem kan man slå fjender tværs over skærmen, og de er super effektive i nærkamp. Graffikken er nok noget af det flotteste jeg nogensinde har set, og den fungere så godt, at man ikke rigtig lægger mærke til den. Det er sjællent at dette ses. Selve demoen er kun ca. 20 minutter lang, men det er den fedeste demo jeg nogen sinde har spillet. Jeg er sikker på at dette spil nok skal komme til at overgå det anmelder roste Uncharted 2, selvom at jeg desværre endnu ikke har prøvet det. Jeg ser frem til at prøve det fulde spil.

Traileren til spillet kan du se her

I juli månede i år, var det meningen at Micheal Jackson skulle give ialt 50 koncerter. Hans allersidste koncerter. Desværre døde han han inden han nåede at spille dem. Ikke engang general prøven fik han afviklet. Og nu står fans verden over, og har ikke en chance for at se hvad han havde planlagt for os. Men det ændres nu. This is it er en dokumentar, med interviews fra folkene der var med til at lave showet, og musikerne og danserne som arbejdede med at gøre oplevelsen virkelig. Det første der faldt mig ind, var at der er tale om en dokumentar om Michaels sidste dage, hvor folk fortæller om ham, og man ser nogle klip i hans sidste dage. Sagen er dog en helt anden.

This is it er nemlig en gave til alle fans(Dette står i starten af filmen), og den er ikke en rigtig dokumentar som sådan. Det er nemlig en samling af klip, som folk på stedet har optaget, og omhandler koncerten. Kun koncerten. Der bliver godt nok fortalt lidt fra folk, men det er under prøverne. Og de sekvenser, samt Michaels instruktioner fylder ikke så meget igen. Det der fylder er nemlig koncerten. This is it er nemlig en visning af alle de sange han ville spille. Og man kan se det fantastiske show han havde stillet på banen. Så folk der gik glip af hans liveshow, kan nu se showet alligevel, bare uden de endelige kostymer. Alle der er bare lidt fan af Michael Jackson bør se showet mens det er der. Man kan nemlig ikke lade være med at rocke med på sangene, alt imens man ser dansere, musikere, lysshow og manden selv fyre den maks af under prøverne. Og da rulleteksterne rullede over lærredet, så var der da også klapsalver fra os alle sammen.

Den får ★★★★★★

En underlig epedemi rammer USA, og pludselig er der zombies overalt. Det vare ikke længe før at antallet af overlevende er reduceret til få stykker. En af de overlevende er en teenage dreng, som nok er den mest nærvøse person i verdenen. Han prøver at komme til Columbus, for at se om hans familie stadig er i live. På vejen møder han en mand fra Tallahassee, som imodsætning til drengen, er en brutalt zombieudrydder, og han nyder det. De følges ad, og vælger ikke at bruge navne, da de ikke skal knyttes for meget, men derimod kalde hinanden Columbus og Tahalassee.

På vejen møder de, de to søstre Wichia og Little Rock(Igen ingen navne), og de to tøser får hurtigt kidnappet de to gutter. Dette er starten på en rejse, med mange konflikter igennem et zombiebefængt Nord America. Og Columbus bruger tiden på at falde for Wichia, hvilket ikke er smart. For med følelser indblandet, så vare det ikke længe før at man risikere at blive til en zombie. Men selv med alle deres konflikter og irretation overfor hinanden, går det op for dem at hvis de vil overleve, så må de holde sammen.

Zombieland er instrueret af Ruben Fleischer(This girls guitar club), og han har valgt at lave en meget anderledes zombiefilm. Han har ikke lavet den alvorlig som Resident Evil filmene, men heller ikke så overdrevet sjov som Shaun of the Dead. Han har fundet en stil, som passe rigtig godt til selve filmens univers. Den rå humor blandet med et alvorligt tema fungere godt, og filmens plot er noget af det mest simple, uden at det ødelægger noget.

I rollen som Tallahassee ses Woody Harrelson(Edtv og After the sunset), og han har skabt en rolle, der i første omgang minder om en sindsyg mand, der elsker at dræbe zombier, men som senere hen mere virker som en mand på generel hævn. Og han er virkelig i sit es med denne komiske rolle. Tilgengæld har filmen kun materiale til en meget sjov komedie, som ikke rigtig formår at komme helt hen til publikum. Den sælger ikke helt zombieuniverset, som den har sat op, men det virker heller ikke til at være meningen. Filmen vil bare give dig en sjov oplevelse, med masser af rå vold.

Den får ★★★★★★

I den indonesiske regnskov bliver et engelsk filmhold myrdet, da de finder en sjællen blomst. Manden er tilsydenladende dansk statsborger, og bliver fanget af de lokale myndigheder. Han påstår at han er 129 år gammel, og at han har holdt sig ung ved at spise blomstens blade. Kriminalpsykiateren Adrian og hans blonde assistent, Beate, sendes til Indonesien for at efterforske sagen, og se om der bare er tale om en psygisk syg mand.

Der går dog ikke længe før Adrian kommer i knibe med den lokale forbryder, Jack Pudovski, som leder efter blomsten. Det ender med at Adrian kommer til at skyde hans håndlanger og må flygte, for så at blive taget af de lokale myndigheder. Her spørger de også efter blomsten, og de truer Adrian med tortur. For at undgå svig og smerte flygter Adrian sammen med Severin, manden der siger han er 129 år gammel. Her skal de sammen med Beate flygte til Shang Hai med politi og forbrydere i hælene, alt imens at Severin prøver at finde vej igennem junglen. Og selv Adrian bliver nød til at stille sig selv spørgsmålet; er der hold i historien med blomsten? For hvis der er, er den så værd at dø for?

Ved Verdens Ende er instrueret af Tomas Villum Jensen(Kærlighed ved første hik og Sprængfarlig bombe), og det er tydligt at han gør meget brug af den sorte humor, som han brugte i Sprængfarlig bombe. Han har valgt at gå væk fra filmkunst, og mere prøvet at strikke en sjov historie sammen, som man ikke rigtig har set i en dansk film før. Han formår da også få folk til at grine med nogle ret så gode jokes og håbløse situationer. Og den action der er, er ikke hæsblæsende, men derimod bare fuld med humor.

Som Adrian ses Nicolaj Lie Kaas(De grønne slagtere og Engle og dæmoner). Han får virkelig filmen til at fungere, og han er den bærende vægt i filmen. Han spiller også forrygende, uden at gøre sin rolle alt for alvorlig. Som Severin ses Nicolaj Coster-Waldau(Firewall og Kingdom of heaven), og han er et genialt valg til at spille over for Lie Kaas. De er stort set to modsætninger, som holder filmen kørene. Desværre er filmen ikke mere end en god komedie. Den prøver virkelig at være en sjov eventyrfilm, men den hopper afsted i handlingen, i stedet for at tage det glidende. Dette gør at man ikke føler at der er tale om en eventyrsfilm så meget som en komedie. Hvilket er ærgeligt, for den har virkelig potentialet til at være noget mere. Det sagt, så er der tale om en dansk film, som viser at vi danskere sagtens kan leve kanone film, uden at ødelægge det fuldstændigt ved at drage kunst ind over.

Alt i alt en god film. Den får ★★★★★★

Mala er en livlig nysgerrig pige fra planeten Terra. En dag opdager hun at der er noget som skygger for deres måne. Alle på Terra er forvirret over hvad denne skygge er for noget, og nogle tror endda at det er guder der er kommet for at tage dem med sig til gudeverdenen. En aften laver Mala en kiggert og opdager at det ikke bare er en skygge, men et kæmpe rumskib. Og straks bliver himlen fyldt af angribene rumskibe, som tager en masse terraianere til fange, inklusivt Mala’s far. Hun finder til gengæld et nedstyrtet rumskib og vælger at rede piloten.

Piloten hedder Jim, og han ser ud til at være strandet på Terra. Hans rumskib er nemlig ødelagt. Mala får lært de fremmedes sprog via en robot, og hun finder så ud af hvem de fremmede er. For længe siden var der en blå planet kaldet jorden, men den blev udslettet af krig, og nu er menneskene på jagt efter en ny planet. Jim lover at hjælpe med at rede Mala’s far, hvis hun hjælper med at reparerer hans rumskib. Jim finder ud af at terraianerer er fredelig og ikke nogen trussel, og han ender med at forstå dem. Men da de kommer op til moderskibet finder Jim ud af at hans general planlægger en invasion af Terra. De vil omdanne atmosfæren på Terra, så der er ilt til menneskene. Dette vil kvæle alle på terraianerer. Og moderskibet har kun luft til yderligere to måneder. Jim skal nu træffe et valg. Er han med eller imod menneskene.

Det er Aristomenis Tsirbas(The Freak og TankUp.US) der har instrueret filmen. Og han har tydeligvis ikke haft det største budget i verdenen. Dette ses på selve filmens visiuelle fremtogning. Den er ikke desideret et teknisk vidunder, men mere i samme stil som enten Rejsen til Saturn eller Sandheden om Rødhætte. Jeg vil dog hurtigt slå fast at dette slet ikke er et minus. Denne film har nemlig et af de mest interessante plots i længere tid. Hvad nu hvis menneskene var truslen fra rummet? Dette er ikke set så meget før, og han forstår at sætte problemet i et interessant lys. Og filmens klimaks er skam også meget interessant, da man ikke rigtig ved hvem man skal holde med.

Det er Luke Wilson(3:10 to Yuma og Charlies Angels) der ligger stemme til Jim, og han gør arbejdet fint nok. Det kan mærkes at han, og det samme gælder de fleste stemmer, ikke har lagt al deres energi i arbejdet, men dette gør ikke så meget, for det passer godt ind i filmen. Det dårlige er dog slutningen af filmen. Den er alt for kort. Hele filmen ligger op til denne krig imellem de to verdener, og selve krigen vare ca. 10-12 minutter. Der burde have været gjort mere ud af selve filmens egentlige mål. Og dette er ærgeligt, for filmen er virkelig interessandt. Men jeg vil varmt anbefale den til alle. For når alt kommer til alt, så har filmen nemlig formået at få folk til at sætte spørgsmål om os selv. Hvad syntes vi selv ville være rigtigt? Skal vi angribe en uskyldig race, så vi selv kan overleve, eller skal vi tage konsekvenserne for vores egne handlinger.

Den får ★★★★★★

Først fik vi kunstige lemmer. Så kom kunstige organer. Til sidst kom det kunstige menneske. Sat i en ikke så fjern fremtid lever stort set alle mennesker gennem deres “kunstige” krop, kaldet Surrogater. En surrogat, er en robot, som du kan styre med tankens kraft. Ved at gøre det almindeligt med en surrogat, og dermed sørge for at næsten alle bruger dem, så er antallet af mord fallet til ca. 0. Folk ser og føler hvad deres surrogat gør, bare uden smerte og fare for at dø. Men der er folk som ikke vil have at surrogater skal gå rundt omkring i verdenen. Og de har lavet nogle surrogatfrie områder, hvor kun levende mennesker må være.

Da en “operatør” bliver slået ihjel ved at bruge sin surrogat, kommer Tom Greer på sagen. Han er kriminalforsker, og skal finde ud af, hvordan man kan blive dræbt igennem sin surrogat. Selve mordet bliver dog mere indviklet, da det viser sig at offeret var sønnen af Older Canter, manden der opfandt surrogaterne. Tom bliver selv offer for det signal, der kan slå ihjel gennem ens surrogat. Nu skal han gå rundt i en verden af surrogater, hvor han er den eneste med fare for livet. Det går efterhånden op for Tom, at når det eneste der er virkeligt er en selv, hvor er det menneskelige så?

Surrogates, som er instrueret af Jonathan Mostow(Terminator 3 og U-571), bygger på tegneserien af Robert Venditti af samme navn. Jonathan har valgt at holde spørgsmålet om hvad der er menneskeligt i en verden af surrogater i centrum, og lavet filmen om det. Dette er et meget klogt valg, da filmens plot har meget med emnet at gøre. Persongalleriet bliver også hurtigt lagt på plads, så man bliver ikke forvirrede over hvem der er hvem. Historien er velfortalt og man sidder virkelig og nyder filmen.

Som Tom ses ingen ringere end Bruce Willis(Armagedon og Det femte element), manden der er kendt for rollen som John McClain. Han gør det rigtigt godt med at være en ødelagt mand, der savner at have menneskelig kontakt med sin kone. Det er en rolle, man ikke ser Bruce spille ret ofte. Så hvis man forventer Bruce action, bliver man ret skuffet. Tilgengæld skal det siges at filmen har ÉN stor fejl. Når man når de sidste 20-30 minutter af filmen, så skynder den sig alt for meget med at servere svaret på forbrydelsen. Den vil rigtig gerne være en god krimi, men ødelægger det helt for sig selv til sidst. Og så skal det siges at Jonathan ikke udnytter at Tom mister sin surrogat nok. Der burde have været lidt mere fokus på hvordan det er at gå rundt i verden, hvor det eneste der er virkeligt er dig.

Alt i alt en god film. Den får ★★★★★★

Carl Fredericksen er en dreng der drømmer om at gå i sit store idol, eventyren Charles Muntz, fodspor. Det er med denne drøm at han møder pigen Ellie. Det viser sig nemlig at de deler samme drøm. Dette medføre at de ender med at blive gift, og bosætter sig i huset, som er en del af barndomsdrømmen. Men som årene går bliver drømmen skubet til side, og med Ellies død glemmer han det helt. En morgen møder han spejderen Russel, som gerne vil hjælpe ham for at få det sidste mærke. Desværre vil Carl ikke have hjælp, og da hans hus skal rives ned, fordi at der skal bygges en kontorbygning, husker han pludselig Ellies og hans drøm. Carl, som er forhenværende ballonmand, får sit hus til at flyvve ved hjælp af en masse balloner, og vil nu til SydAmerika for at finde en bestemt klippe, nemlig der hvor hans drøm er. Russel har ved et uheld kommet ombord, og nu skal de to så igennem en masse udfordringer, for at få huset hen til klippen, før heliumet siver ud af ballonerne.
Up er indstrueret af Pete Docter(Monsters Inc.), og han har før vist at han kan skrue en sjov og medrivende historie sammen. Og her er ikke tale om en sjov DreamWorks animationsfilm, som spytter den ene sjove animationsfilm ud, efter den anden, men en ægte Pixar film. Som det før er kendt med Pixar film, så er den ikke bare sjov. Der ligger meget mere i den. Figurene har en dybde og fortid, som fanger alle, og et budskab som bliver leveret på sådan en måde, at vi ikke er i tvivl om, at de har noget godt på hjertet.

Og nu har jeg gået i dybden, nogen vil måske sige at jeg roser Pixar for meget, men de kan levere en troværdig historie som ingen anden. Og stemmerne er igen fantastiske. Som Carl ser vi Edward Asner(JFK og Hard Four), og han får virkelig givet Carl denne gamle sure nisse personlighed, som gør historien ret sjov og interesant. Desværre mangler filmen lidt af den gode atmosfære og fortælling som man fandt i Ratatouille og WALL·E, hvilket er grunden til at den ikke får de eftertragtede seks stjerner.

Den får velfortjænt ★★★★★★