I den indonesiske regnskov bliver et engelsk filmhold myrdet, da de finder en sjællen blomst. Manden er tilsydenladende dansk statsborger, og bliver fanget af de lokale myndigheder. Han påstår at han er 129 år gammel, og at han har holdt sig ung ved at spise blomstens blade. Kriminalpsykiateren Adrian og hans blonde assistent, Beate, sendes til Indonesien for at efterforske sagen, og se om der bare er tale om en psygisk syg mand.
Der går dog ikke længe før Adrian kommer i knibe med den lokale forbryder, Jack Pudovski, som leder efter blomsten. Det ender med at Adrian kommer til at skyde hans håndlanger og må flygte, for så at blive taget af de lokale myndigheder. Her spørger de også efter blomsten, og de truer Adrian med tortur. For at undgå svig og smerte flygter Adrian sammen med Severin, manden der siger han er 129 år gammel. Her skal de sammen med Beate flygte til Shang Hai med politi og forbrydere i hælene, alt imens at Severin prøver at finde vej igennem junglen. Og selv Adrian bliver nød til at stille sig selv spørgsmålet; er der hold i historien med blomsten? For hvis der er, er den så værd at dø for?
Ved Verdens Ende er instrueret af Tomas Villum Jensen(Kærlighed ved første hik og Sprængfarlig bombe), og det er tydligt at han gør meget brug af den sorte humor, som han brugte i Sprængfarlig bombe. Han har valgt at gå væk fra filmkunst, og mere prøvet at strikke en sjov historie sammen, som man ikke rigtig har set i en dansk film før. Han formår da også få folk til at grine med nogle ret så gode jokes og håbløse situationer. Og den action der er, er ikke hæsblæsende, men derimod bare fuld med humor.
Som Adrian ses Nicolaj Lie Kaas(De grønne slagtere og Engle og dæmoner). Han får virkelig filmen til at fungere, og han er den bærende vægt i filmen. Han spiller også forrygende, uden at gøre sin rolle alt for alvorlig. Som Severin ses Nicolaj Coster-Waldau(Firewall og Kingdom of heaven), og han er et genialt valg til at spille over for Lie Kaas. De er stort set to modsætninger, som holder filmen kørene. Desværre er filmen ikke mere end en god komedie. Den prøver virkelig at være en sjov eventyrfilm, men den hopper afsted i handlingen, i stedet for at tage det glidende. Dette gør at man ikke føler at der er tale om en eventyrsfilm så meget som en komedie. Hvilket er ærgeligt, for den har virkelig potentialet til at være noget mere. Det sagt, så er der tale om en dansk film, som viser at vi danskere sagtens kan leve kanone film, uden at ødelægge det fuldstændigt ved at drage kunst ind over.
Alt i alt en god film. Den får