Daniels blog

Først fik vi kunstige lemmer. Så kom kunstige organer. Til sidst kom det kunstige menneske. Sat i en ikke så fjern fremtid lever stort set alle mennesker gennem deres “kunstige” krop, kaldet Surrogater. En surrogat, er en robot, som du kan styre med tankens kraft. Ved at gøre det almindeligt med en surrogat, og dermed sørge for at næsten alle bruger dem, så er antallet af mord fallet til ca. 0. Folk ser og føler hvad deres surrogat gør, bare uden smerte og fare for at dø. Men der er folk som ikke vil have at surrogater skal gå rundt omkring i verdenen. Og de har lavet nogle surrogatfrie områder, hvor kun levende mennesker må være.

Da en “operatør” bliver slået ihjel ved at bruge sin surrogat, kommer Tom Greer på sagen. Han er kriminalforsker, og skal finde ud af, hvordan man kan blive dræbt igennem sin surrogat. Selve mordet bliver dog mere indviklet, da det viser sig at offeret var sønnen af Older Canter, manden der opfandt surrogaterne. Tom bliver selv offer for det signal, der kan slå ihjel gennem ens surrogat. Nu skal han gå rundt i en verden af surrogater, hvor han er den eneste med fare for livet. Det går efterhånden op for Tom, at når det eneste der er virkeligt er en selv, hvor er det menneskelige så?

Surrogates, som er instrueret af Jonathan Mostow(Terminator 3 og U-571), bygger på tegneserien af Robert Venditti af samme navn. Jonathan har valgt at holde spørgsmålet om hvad der er menneskeligt i en verden af surrogater i centrum, og lavet filmen om det. Dette er et meget klogt valg, da filmens plot har meget med emnet at gøre. Persongalleriet bliver også hurtigt lagt på plads, så man bliver ikke forvirrede over hvem der er hvem. Historien er velfortalt og man sidder virkelig og nyder filmen.

Som Tom ses ingen ringere end Bruce Willis(Armagedon og Det femte element), manden der er kendt for rollen som John McClain. Han gør det rigtigt godt med at være en ødelagt mand, der savner at have menneskelig kontakt med sin kone. Det er en rolle, man ikke ser Bruce spille ret ofte. Så hvis man forventer Bruce action, bliver man ret skuffet. Tilgengæld skal det siges at filmen har ÉN stor fejl. Når man når de sidste 20-30 minutter af filmen, så skynder den sig alt for meget med at servere svaret på forbrydelsen. Den vil rigtig gerne være en god krimi, men ødelægger det helt for sig selv til sidst. Og så skal det siges at Jonathan ikke udnytter at Tom mister sin surrogat nok. Der burde have været lidt mere fokus på hvordan det er at gå rundt i verden, hvor det eneste der er virkeligt er dig.

Alt i alt en god film. Den får ★★★★★★

Carl Fredericksen er en dreng der drømmer om at gå i sit store idol, eventyren Charles Muntz, fodspor. Det er med denne drøm at han møder pigen Ellie. Det viser sig nemlig at de deler samme drøm. Dette medføre at de ender med at blive gift, og bosætter sig i huset, som er en del af barndomsdrømmen. Men som årene går bliver drømmen skubet til side, og med Ellies død glemmer han det helt. En morgen møder han spejderen Russel, som gerne vil hjælpe ham for at få det sidste mærke. Desværre vil Carl ikke have hjælp, og da hans hus skal rives ned, fordi at der skal bygges en kontorbygning, husker han pludselig Ellies og hans drøm. Carl, som er forhenværende ballonmand, får sit hus til at flyvve ved hjælp af en masse balloner, og vil nu til SydAmerika for at finde en bestemt klippe, nemlig der hvor hans drøm er. Russel har ved et uheld kommet ombord, og nu skal de to så igennem en masse udfordringer, for at få huset hen til klippen, før heliumet siver ud af ballonerne.
Up er indstrueret af Pete Docter(Monsters Inc.), og han har før vist at han kan skrue en sjov og medrivende historie sammen. Og her er ikke tale om en sjov DreamWorks animationsfilm, som spytter den ene sjove animationsfilm ud, efter den anden, men en ægte Pixar film. Som det før er kendt med Pixar film, så er den ikke bare sjov. Der ligger meget mere i den. Figurene har en dybde og fortid, som fanger alle, og et budskab som bliver leveret på sådan en måde, at vi ikke er i tvivl om, at de har noget godt på hjertet.

Og nu har jeg gået i dybden, nogen vil måske sige at jeg roser Pixar for meget, men de kan levere en troværdig historie som ingen anden. Og stemmerne er igen fantastiske. Som Carl ser vi Edward Asner(JFK og Hard Four), og han får virkelig givet Carl denne gamle sure nisse personlighed, som gør historien ret sjov og interesant. Desværre mangler filmen lidt af den gode atmosfære og fortælling som man fandt i Ratatouille og WALL·E, hvilket er grunden til at den ikke får de eftertragtede seks stjerner.

Den får velfortjænt ★★★★★★

Son Goku er en dreng på 17 år, som er blevet trænet i kampkunst af sin bedstefar Son Gohan. Desværre hjælper dette ikke Son Goku med at tale med hans drømme pige Chi Chi, og han er slet ikke nogen populær dreng. På hans 18 års fødselsdag får han en kugle med fire stjerner på af sin bedstefar.Han får at vide at dette er en Dragonball, som der kun findes syv af i verdenen. Når alle syv bliver samlet, så kan man få opfyldt et perfekt ønske. Men en gammel ondskab leder efter kuglerne, og imens at Son Goku er til en fest, bliver hans bedstefar slået ihjel.

Son Goku må nu finde Kamesenin og fortælle ham at Lord Piccolo er vendt tilbage for at tage hævn over jorden, og når solformørkelsen kommer, så vil Piccolos håndlanger Ozaru, og sammen vil de lægge verden øde. Son Goku får selskab af Bulma, som også har mistet en Dragonball, og nu vil hun have den tilbage. Sammen skal de finde de syv Dragonballs og Kamesenin, så de kan stoppe Lord Piccolo.

Inden jeg går i gang, så skal det lige siges at jeg er stor fan af serien. Så inden jeg så den, var jeg nød til ikke at forvente for meget, for ellers ville jeg blive meget skuffet. Nå, anmeldese:)

Det er James Wong(Final Destination, The One), som har instrueret filmen, og han siger selv at han er en stor fan af serien. Så den burde være i gode hænder, men det kommer jeg tilbage til. I rollen som Son Goku ses Justin Chatwin(The Invisible, War of the Worlds), og han gør det skam godt nok, selvom at han har gjort Son Goku lidt mere moden. Som Kamesenin ses Yun – Fat Chow(Bulletproof Munk, Pirates of the Caribbean: At Worlds End), og han har valgt at lave en mere fuld/dement Kamesenin, hvilket er et glimrende valg.

Men selvom at James Wong er fan af serien, så betød dette ikke at filmen blev god. Den klare sig godt de første 50 minutter, med et dog lidt rodet plot, og en dårlig forklaring på hvad Piccolo egentlig vil. Resten af filmen er ret rodet, og det føles som om at James Wong ikke rigtigt gad det sidste af filmen, for den bliver alt for hurtigt overstået. Hvilket er ret ærgeligt, for den gør det godt. Man skal dog ikke forvente at filmen ramser de første 135 kapitler op, som ligger op til sagaen om Piccolo, hvor filmen har sit udspring. Dette er der mange fans der ikke kan lide, men der er også en grund til at filmen hedder Evolution. Den tager udgangspunkt i universet, men ændre historien. Alt i alt er der tale om en film der gør det godt, men som mister grebet hen imod slutningen.

Ligesom Gamer får den ★★★★★★, men kun lige.

I en ikke for fjern fremtid ser tingene lidt skidt ud. Samfundet krakker og fængslerne kan ikke krepere flere fanger. Som sendt fra himlen kommer Ken Castle(Michael C. Hall). Han opfinder et spil kaldet Slayer. Dødsdømte fangere får indsat nanpceller i hjernen, og skal nu agere som spilfigurer i spillet. Folk kan nu betale for at spille en fanger, og skal på bedste First Person Shooter manér styrer sin spiller i mål. Hvis en fanger overlever 30 kampe, så bliver de sat fri.

Simon har fået spilleren/fangen Kable, som er dødsdømt for noget han ikke var skyld i. Kable er den første til ikke bare at runde 10 overlevne kampe, men har ialt overlevet 27. Folk verden over er vilde med ham, og ser gerne deres helt klare sig helt op til de 30. Desværre har Ken andre planer, og alle er ude efter at gøre det af med Kable.

Det er Mark Neveldine(Crank 1 og 2) og Brian Taylor(Jep, også Crank 1 og 2) der har instrueret filmen. Og de har valgt at bruge samme vinkel som der blev brugt i Death Race. Der er fangere som ved at sætte livet på spil for underholdningens skyld, kan få en billet til friheden. Desværre løkkes det bare ikke. Filmen er alt for forudsigelig, og selve det konsept som bliver fremlagt i filmen bliver langtfra udnyttet. Tilgengæld er effekterne ret så godt gennemtænkt, og de runder, som Kable skal igennem er også godt skruet sammen.

Det er Gerard Butler(Tomb Raider: The Cradle of Life, Rain of fire), stjernen folk kender for at råbe:”Madness. This is SPARTA!”, som spiller Kable, og han formår virkelig at lave en solid rolle, som meget gerne vil se sin familie igen. Desværre kan han ikke rede filmen fra at være alt for forudsigelig og kluntet. Den er god underholdning, og den er skam en biftur værd, men forvent ikke det store.

Den får ★★★★★★, men kun lige.

Martin Vinge er eftersigene Danmarks bedste Headhunter. Han får stillet til opgave at finde den næste arvetager til et af verdens største selskaber: Sieger. Sieger skulle nemlig eftersigene være støre end Microsoft, så det er altafgørene at der bliver fundet en værdig kandidat. Det er selveste ejeren Niels Sieger, som giver Martin opgaven, og det må ikke komme ud af det ikke er Niels’ søn, Daniel Sieger, som skal overtage “imperiet”. Martin tager imod opgaven, og finder tre kandidater, hvor den bedst stillede er svenske Roland Berger. Desværre finder Daniel ud af faderens komplot, og tvinger Martin til at droppe kandidaterne. Hvis ikke han gøre det, så vil Martins søn, som lider af kræft i hjernen, ikke få behandling, og dermed dø.

Martin står nu overfor et valg, som enten kan ødelægge Sieger koncernen og koste staten milliarder af kroner og gøre 100.000 arbejdsløse, eller prøve at rede den. Desværre bliver hans kandidater udstillet i nyhederne, og han står til at miste alt.

Det er Rumle Hammerich(Unge Andersen) som har instrueret filmen, og han gør virkelig hvad han kan for at gøre den skræmmende og meget proffesionel. Og der er virkelig også potensiale i de dilemaer, som han får stillet op for Martin. Desværre bliver der ikke rigtigt gjort noget ud af dilemaerne, og man skøjter bare hen over scenerne. Historien vælger at slingre mellem 1. og 6. gear, hvad angår hastigheden på historien. Det føles lidt som om at Rumle havde alt hvad han behøvede i starten, men at der så hen imod slutningen manglede tid og penge, og nu skulle filmen bare afsluttes. Tilgengæld er skuespillet i top. Det er Lars Mikkelsen(De fortabte sjæles ø, Kongekabale), som spiller Martin Vinge, og han formår virkelig at spille træt og presset. Skuespillerne gør virkelig hvad de kan for at levere en god historie, men desværre bliver den ikke fortalt ordentlig, og det er virkelig ærgelidt. For der er virkelig potentiale i manuskriptet, hvis bare at presset havde været højere på Martin, og slutning havde været bedre fortalt.

Den får ★★★★★★

I det Nazibefængte Frankrig bliver Shosannas familie brutalt murdet af SS soldater for øjnene af hende. Hun er dog så heldig at hun undslipper dem. Samtidig bliver der dannet en elite gruppe, beståene af 9 jødiske-amerikanske soldater. De kalder sig for “The Basterds”. De har en mission, og kun en. At dræber nazister i flæng, og på de mest brutale og umenneskelige måder. Det er løjtnant Aldo der leder gruppen, og han forlanger at alle under hans kommando skylder ham 100 nazistskalpe. Så det vare ikke længe før det tredje rige ryster af skræk over deres myrdede og skalperede kammerater.

Shosanna har imellemtiden arvet en biograf i Paris, og nazisterne vil gerne have premierer på en ny film i hendes biograf. Det viser sig dog, at det ikke er hvilke som helst nazister der ankommer. Det er hele genralstaben og alle øverstbefaldende i den nazistiske hær. Og da “The Basterds” høre at selve Hitler skal være med til premieren, så vælger de at gribe ind. Det er nu at slaget skal stå.

Det er Quentin Tarantino(Kill Bill) der har instrueret filmen, så man bliver ikke overasket, når det viser sig at det er en blodig film. Og jeg må sige at selve filmen er ret så fed. Han har valgt at skide højt og helligt på det historieske korrekte, og vælger i stedet at jeg en fri historie med rødder i det der skete under anden verdenskrig. Selve introen er frygtelig lang, og den har mange lange og ligegyldige sekvenser, som desværre trækker en del ned, men tilgengæld er det en historie, som er så sjov, latterlig og desideret makabre, at man ikke kan undgå at hygge sig i 153 minutter den vare. Selvom at længden på filmen kunne have været 60 minutter kortere, så gør Brad Pitt(Seven, Fight Club) et fortrineligt arbejde med at lave en ekstrem amerikansk accent, og er med til at sælge filmen.

For 20 år siden stod verden stille. Et rumskib var nemlig kommet til jorden og standset over Johanensborg. Det viste sig at der var rumvæsner inde i rumskibet, og at de tilsyneladende var flygtet til jorden. Man vælger at afisolere pladsen under rumskibet, og lader rumvæsnerne bo der. Stedet bliver kaldt for District 9.

Efter 20 år er menneskene ved at være trætte af dem, fordi at en del af rumvæsnerne viser sig at være kriminelle. Man vælger at flytte dem ud til District 10, som ligger langt væk fra menneskene, og det er MNU(Multi-National Unit) som skal flytte dem. Wikus skal lede operationen, men i et af de små huse i District 9 finder han en beholder, som sprøjter en væske med en virus på ham. Han begynder nu langsomt at mutere, og vil med tiden blive til et rumvæsen. Dette finder menneskene ud af, og de vil gerne have fat i ham, fordi at det har vist sig at kun rumvæsnerne kan bruger deres ekstremt kraftfulde våben. Nu skal Wikus flygte fra sin egen race, og se om han kan finde en kur imod virussen, inden det er for sent. Svaret ligger i District 9.

Filmen er instrueret af Niel Blomkamp(Crossing the Line) og det er ikke første gang at han beskæftiger sig med dette projekt. Tilbage i 2005 lavede han en kortfilm kaldet Alive in Joburg som handled om nogenlunde det samme. Han har nu fået lov til at lave en spillefilm ud af det, og det har kun været en god ide. I hovedrollen som Wikus ser vi Sharlto Copley(Alive in Joburg), som egentlig er en ret ukendt skuespiller. Niel har valgt af føre filmen som en blanding af en dokumentar/nyhedsudsendelse og en spillefilm. Dette virker utrolig godt, og han forstår at bruge medierne fornuftigt.

Måden samfundet reagere på overfor rumvæsnerne virker ret realistisk, og det samme gør måden rumvæsnerne reagere på også. Der er lidt forvirring i starten af filmen, men den forsvinder hurtigt, fordi at det der er sket de sidste 20 år bliver forklaret på det første kvarter. Derudover er det en interassant drejning filmen tager, hvor til at starte med vil Wikus gerne af med rumvæsnerne, men efter at han bliver smittet med virussen, så er de hans eneste håb om at blive kurreret. Filmen er fantastisk fortalt, men er helt klart ikke for de mindste, da den er ret barsk(Også visuelt).

Filmen får ★★★★★★

En gruppe soldater skal ekskortere en vigtig kuffert, som indeholder det mest avancerede og dødlige sprænghoved til dato. Desværre bliver de overfaldet af nogle legesoldater, som står inde med ukendt avanceret teknologi. Soldaterne Duke og Ripcord forhindre legesoldaterne i at få fat i kufferten, samtidig med at de bliver reddet af en gruppe elitesoldater kaldet G. I. Joe. Her vælger de to soldater at blive optaget, for at sætte sig op imod den onde orginisation. Sprænghovederne bliver dog stjålet, og nu må de bedste fra G. I. Joe prøve at dem tilbage, før de når at blive brugt.

Det er Stephen Sommers(The Mummy, The Mummy returns) der har instrueret filmen. Han har valgt at tage et mere realistisk syn på universet, men dog i begrænset omfang. For der er mange elementer der er langt overdrevet i filmen, men dette overser man hurtigt, for man kan mærke at han har bevidst valgt det. Filmen starter næsten lige på og hårdt, og man bliver hurtigt introduceret for mange figurer. Tilgengæld bliver de fleste af figurenes historie fortalt i løbet af filmen, og man får hurtigt styr på hvem der er hvem.

Historien er egentlig ret enkel og næsten lidt latterlig, men tilgengæld er den fortalt på en så genial måde, at dette ikke er nogen dårlig ting. Stephen har nemlig valgt at holde action og humor i centrum, og som han har vidst i sine tidligere film, så ved han hvordan disse to elementer skal håndteres. Der er dog en del ripoff til sidst i filmen, som er taget ud af Star Wars I. Dette trækker ned, fordi at man kan sætte de to film op og se næsten sekund for sekund, hvordan de ligne hinanden. Når det er sagt, så er det lykkes at lave en vellykket udgave af legetøjet fra Hasbro, og det er den fedeste film siden Transformers: Revenge of the Fallen.

Det er derfor at jeg har valgt at give den ★★★★★★

Walter Garber er kørselsleder på New Yorks metro og har en ganske anmindelig dag på arbejdet. Samtidig kaprer Ryder og hans bande metro toget Pelham 123. Her får de fat i Garber, og fremsiger deres krav. $10 mio. inden der er gået en time. Ellers vil Ryder dræbe et gidsel for hvert minut der går. Garber skal derfor prøve at forhindre Ryder i at slå gidslerne ihjel, alt imens at pengene skal nå frem til Ryder i tide.

Taking of Pelham 123 er en spændingsfilm, som gerne vil få din puls til at stige og have dig til at bide negle. Desværre formår den det ikke. Denzel Washington gør et godt stykke arbejde, og formår også at virke som en presset mand, der ikke rigtigt ved hvad han skal gøre. Og John Travolta er igen en glimrende skurk der desperat efter penge. Desværre får Tony Scott, som er filmens direktør, ikke rigtigt udnyttet dette simple plot. Istedet bliver det til en klassisk amerikansk spændingsfilm fra 70´erne. Og dette virker desværre ikke i det miljø, som filmen er sat op i, for den vil meget gerne virke moderne og meget spændene. Og de spændene scener er ikke sat spændene op, men derimod bare ligegyldige scener der er kluntet sat sammen.

Det skal dog siges at filmen stadigvæk formår at servere en god historie, med godt skuespil og klassiske dilemaer. Det kan derfor godt betale sig at gå ind og se den, hvis man gerne vil se noget simpelt, men forventer man en god spændingsfilm, så bliver man svært skuffet.

Den får ★★★★★★