Jake, Eddie, Susannah og Roland har besejret monorailtoget Blaine. De er nået frem til byen Topeka, som til forveksling ligner Topeka i Kansas. Her vælger Roland at fortælle om sin fortid, som de andre længe har villet høre. Da Roland var fjorten, blev han Revolvermand. Han skulle så, sammen med vennerne Cuthburt og Alain. De tager til Mejis, for at tælle op, til Baroniet, som skulle bekæmpe Farson, den gode mand. Her møder Roland Susan, som han forelsker sig i.
Roland & Co. finder hurtigt ud af, at Mejis ikke har rent mel i posen. Noget tyder på, at indbyggerne holder med Farson, og at de vil ha drengene ryddet af vejen, før de opdager noget. Til Cuthburts og Alains irritation, så vil Roland hellere elske med Susan, end løse sin opgave, og et endeligt opgør er under opsejling, da lejesoldaten Jonas planlægger at dræbe borgmesteren, og skyde skylden på drengene.
Det fjerde bind er lidt af en skuffelse, i forhold til det tredje. King har ikke rigtig forstand på at skrive om kærlighed(Det skriver han i efterskriften), og det kan tydeligt mærkes. Han bruger over halvdelen af bogen med at skrive om Rolands og Susans forhold. Godt nok er det en vigtig ting i Rolands liv, men det fylder alt for meget. Samtidigt ligger han hele tiden op til det endelige opgør, som man gerne vil hen til. Dette trækker meget ned. Heldigvis er det underlige og specielle tilbage, og King fletter igen ting sammen, fra tidligere bøger. Og så bliver barrieren mellem den midterste verden og vores endelig nedbrudt helt. Slutningen er ikke helt så hæsblæsende og spændene, som den i Ødemarken, men stadig god. Der er dog stadig tale om den kedeligste bog i serien. Det er kun på grund af de forskellige klimaks og opgør at den får