Så var det ved at være der. Jeg skulle til teoriprøve, og jeg kunne begynde at se mållinien. Problemet var bare, at jeg ikke havde kørt, siden min prøve time hos René, og før det, var i starten af december. Så jeg var ret nervøs. Budgettet til kørekortet var ved at nå bunden, så det skulle gøres i et forsøg. Jeg havde ugen forinden læst op til prøven, ved at tæske en masse cd-prøver igennem, og følte selv, at jeg var så forberedt, som man kunne være. Jeg skulle være på Billedskærervej 13, 5230 Odense M kl. 10:30. Jeg havde min rejseplan klar, og sørgede for at jeg ku være der før tid. Hvis bare det havde gået så glat. Jeg ankom til banegården 9:43, og skulle tage bussen fem minutter senere. Jeg var der skam også i god tid, men det var ikke fordi at jeg kom for sent til bussen, der var problemet. Nope. Problemet var, at bussen var forsinket. Nederen. Den kom 10 minutter for sent, og jeg ved, hvordan trafikken er kl. 10. Bussen kom, og jeg skulle til at holde øje med, hvornår jeg skulle af. Igen var der noget, som jeg ikke havde tænkt over(Det kan ske for en hver), og det var, at Billedskærervej ikke lå op til den vej, bussen kørte på. Dette resulterede i at jeg stod af for tidligt. Nu havde jeg et kvarter til at finde stedet. Jeg kom endda til at gå den rigtige vej, for at vende om, i den overbevisning, at jeg var gået forkert. Til sidst fandt jeg bygningen, og skulle så finde den rigtige indgang. For den ene, er ikke lige så god, som den anden. Åbenbart. Jeg prøvede to forkerte, før at jeg fandt den rigtige. Så var det mig, mod trapperne. Her var den 10:34, så jeg var sent på den. Crap. Jeg fandt den rigtige etage, og fandt den rigtige dør. I det jeg åbnede døren, og jeg mener i samme sekund, som i bedste Hollywood style, blev mit navn råbt op, og jeg svarede helt normalt: Her. Et par overaskede blikke, specielt fra politimanden.
Derefter var det tid til prøven. Jeg havde prøvet nogle teoriprøver til teori, og jeg regnede med at de var i samme sværhedsgrad. Vi fik reglerne at vide, og hvordan det skulle foregå, men alt dette havde jeg allerede fået at vide til teori. Prøven gik i gang, og jeg prøvede på, ikke at tænke hvad nu hvis. Da første billede og spørgsmål kom, glemte jeg helt hvad nu hvis. Jeg ved godt at færdsel i trafikken kræver logik, overblik og hurtige beslutninger. Men det her var latterligt. Jeg kan ikke huske billederne mere, bortset fra et. Der var et lyskryds med fire vejbaner. En til venstre, to lige ud og en til højre. Spørgsmålet var: Hvad gør du, når du skal til højre i dette kryds. Svar mulighederne var: 1. Blive i midterstebanerne, 2. dreje over i venstre bane, 3. dreje over i højre bane, 4. vende om. Eller noget i den dur. Det var jo åndssvagt. Efter prøven, kom nervøsiteten tilbage. Hvad nu hvis. Vi sad bare udenfor lokalet og ventede, og alle tænkte hvad nu hvis. Men der var ingen grund til hvad nu hvis. Jeg fik prøven tilbage, med tallet 2 på. Hvad det stod for, aner jeg ikke. For der var nogen der sagde, det stod for to fejl, og det virker rigtigt nok. Men andre sagde at det betød at man bestod, men måtte kun have haft to fejl mere. Mindre sandsynligt, men alligevel. Jeg var i hvert fald glad. Nu var der kun en ting tilbage. Den kan I læse senere