Daniels blog

Nu var dagen endelig kommet. Jeg var nået til vejs ende. Eller det håbede jeg da, for jeg havde ikke siddet i en bil i to måneder. Jeg skulle til køreprøve d. 26/2 kl. 8:25. Jeg havde mandag været ude at køre, og fundet ud af at jeg ikke var klare til prøven. Der var gået for lang tid, uden den sidste undervisning. Jeg var nødsaget til at køre hele ugen, og det kostede en del. Så nu var der kun råd til denne ene prøve. Pres på mine skuldre, jo tak. Jeg skulle inde prøven lige køre en sidste gang med min nye kørelære(Ingvard var jo gået på efterløn), og vi gennemgik det sidste, inden prøven. Jeg kørte hen til Billedskærervej 13, og René gik. Så ventede jeg på den køresagkyndige. Han kom, og jeg skulle hurtig lige svare på nogle spørgsmål, angående bilen. Jeg skulle så ud og køre, og der var en ret dårlig downside. Man kunne ikke se vejen for bare sne. Værst tænkelige situation. Jeg valgte hurtigt min taktik. Jeg ville snakke afslappet med ham, så jeg selv slappede af, og så ville jeg sige alt hvad jeg gjorde. Dette medførte, at jeg selv var sikker på det jeg gjorde, og samtidig var den køresagkyndige ikke i tvivl om, hvad jeg gjorde. Nervøsiteten forsvandt hurtigt. Jeg tænkte bare på hvad jeg havde lært, og kørte efter det trælse forhold, af ingen synlig asfalt. På et tidspunkt skulle jeg finde en lille vej, og lave en trepunktvending. Jeg startede, og da jeg var halvvejs, kom der en billist, og han måtte vente, for omstændighederne gjorde, at jeg måtte være lidt forsigtig. Han så ret irriteret, men jeg var ligeglad. Derefter kørte vi videre, og jeg fortsatte med min taktik. Til sidst ankom vi igen til Billedskærervej 13. Nu skulle dommen falde. Bestået. Og alt pres faldt fra mine skuldre, og blev erstattet af lettelse og glæde. Jeg havde kun en mærkbar fejl, og det var, at jeg skulle ud af anden rundkørsel, så jeg blinkede over i højre bane(To sporet rundkørsel). Desværre slog blinklyset ikke fra, og jeg skulle ikke af den første afkørsel, men den anden. Han sagde at det var en minimums fejl, da det kun var så lidt, og at der ikke var andre, end os i rundkørslen. Bonus

Lige siden jeg begyndte på køreskole, har det jeg har set mest frem til, været køreteknisk anlæg. Efter næsten to måneder var vi endelig kommet til det sidste trin i undervisningen. Jeg stod op 10:15 og fik morgenmad. Jeg var vildt spændt. Godt nok havde jeg kørt en del i køretimerne, men aldrig med katastrofeopbremsning, undvigelser og drifting. Jeg blev hentet af min kørelære, og vi kørte til Knarreborg, for at hente en anden. Kørte derefter til CenterEldesteds, hvor det køretekniske anlæg lå. Her skulle vi tjekkes ind, og Ingvard skulle have vores papirer, så han kunne udfylde det sidste, inden han gik på efterløn. Vi gik derefter ind i et lokale, hvor vi skulle have at vide, de sikkerhedsregler der var. Da det var på plads, gik vi ud og hentede bilerne. Vi skulle samtidigt have en walkietalkie, så vi kunne høre hvad han sagde. Da vi havde fået fordelt bilerne, kørte vi over på den første bane.

Her skulle vi lave katastrofeopbremsninger. Der var kegler, som markerede hvornår vi skulle bremse. Vi skulle accelerer op til 60 km/t, og så se om vi kunne nå at bremse inden for den afmærkede længde. Dette lykkedes nogenlunde. Her kunne jeg mærke ABS’en sparke igen, da jeg trådte bremsen i bund. Da dette var gjort, skulle vi køre slalom. Her galt det om at lave svingene så små som muligt. For ikke at køre galt, kørte vi hurtigst 30-40km/t. Dette gik rigtig godt for mig. Derefter skulle vi over på den næste bane. Her blev det lidt mere interessant. Nu skulle vi til at undvige. Først skulle vi bremse, og så hurtigt undvige en “bil” lige bagefter. Dernæst skulle vi bremse, undvige en “bil” og undvige en mere. Dette gik knap så godt, da det galt om ikke at have for meget fart på. Men det lykkedes til sidst. Vi skulle også prøve at køre ud i rabatten, og få bilen tilbage på vejen igen. Eller køre på to forskellige vejgreb. Vi fik parkerede bilerne, og tog til frokost. Her købte jeg den dyreste kantine mad ever. To halve skiver rugbrød med pålæg. 30kr. Jeg snakker om 5×12 cm skiver her.

Efter pausen var det tilbage til bilerne. Her skulle vi næsten det samme, som vi havde gjort på de to foregående baner. Den eneste forskel var bare, at nu var det på glatbane. Først var der opbremsning. Ingvard sagde at ABS’en ville slå til tidligere, men jeg regnede ikke med at det ville ske så hurtigt. Jeg kunne kun trykke pedalen en halv cm ned, før at ABS’en gik ind. Jeg fløj hele glatbanen igennem, før jeg kunne bremse på det tørre asfaldt. Derefter var det undvigelsesøvelserne igen, men dette gik knap så godt. Vi fik ikke altid undveget den første “bil”, og da det så endelig lykkedes, var der ingen kontrol til at undvige den anden. Nu skulle vi så til den fjerde og sidste bane. Her var det glatbane, i et sving. Folk kender det nok som drifting. Vi skulle køre 25-30 km/t, dreje, og når vi var nået godt ud i svinget, så skulle vi trække håndbremsen. Dette blokerede hjulende helt, og bilen begyndte at skride. Nu skulle man så dreje kontra, for ikke at ryge rundt. Her var det også smart at lægge håndbremsen ned igen, ellers røg man rundt, men det fandt en af de andre ud af. Det var mega sjovt at prøve, og jeg formåede da også at rette den op hver gang. Efter det skulle bilerne på plads, og vi skulle hjem. Alt i alt havde vi nået langt siden kravlegården.