sawSom mange af jer desværre fandt ud af sammen med mig i onsdags, så kommer Saw VI ikke til Danmark. Dette er jeg personligt både sur og ked af over. Den film bør og skal ses i biografen, hvor lyd, billede og stemning er i top. Jeg har været inde og set Saw IV og Saw V, som I nok kan se i mine biobilletter, og jeg må indrømme at der ikke er noget der slår den oplevelse. Effekterne er vildere og fælderne ondere i biografen. Selve lyden er så realistisk, at man tager sig selv i at blive lidt skræmt over det der sker på skærmen, selvom man egentlig er fan af filmene. Jeg vil personligt gerne have denne film på min biobillet liste. Jeg vil meget gerne ind til en sal igen, hvor man kan mærke at det er fans der er til stede og at alle er klar til halvanden times fed underholdning. Her kommer min bøn så til Scanbox og Biozonen. Hvis I kunne gå sammen og aftale, at en enkelt kopi af Saw VI ville kunne lade sig gøre, og så med den kopi lave en Saw maraton, som det billede jeg har lavet, så ville i gøre mange fans glade. En hel aften/nat med Saw filmene 1-6. Det kunne være et fedt arrangement, og jeg er ret sikker på at der nok skal dukke en masse folk op. Jeg personligt skal nok rydde kalenderen hvis I får det på banen. Så jeg håber bare at alle jer læsere, som har læst dette og er med på ideen skriver til Biozonen og opfordrer dem til sådan et arrangement, for så kan det være at vi kan få det gjort til virkelighed.